Udflugt til Klosterlund Museum og Bølling Sø

Bustur fra Herning til Klosterlund Museum og Bølling Sø - og orientering om Ikast-Brandes Hærvejsprojekt.

Vi besøger Klosterlund Museum, hvor museumsdirektør Kristine Holm-Jensen og museumsinspektør Julie Lolk først giver os en grundig orientering om Ikast-Brande Kommunes planer i forbindelse med Hærvejsprojektet og ikke mindst om de spændende fremtidsplaner for Klosterlund Museum, som blandt andet får en permanent Hærvejsudstilling, et topsikret særudstillingslokale og nye P-pladser. Derefter viser de os rundt i museumsområdet, hvor vi blandt andet ser stuehuset, som nu er en del af museet, samt andre steder, som normalt ikke er tilgængelige for publikum. 

Så er der kaffepause og mulighed for at se museets udstillinger, der omfatter emner som stenalderjægere, tørveindustri og hedeopdyrkning omkring Bølling Sø. I udstillingen ”Ansigt til ansigt” kan man se Hammerum-pigens enestående, næsten 2000 år gamle klædedragt og frisure samt et udvalg af museets mange oldtidsfund. Årets særudstilling hedder ”Fugle fascinerer” og viser billeder af den lokale maler Leif Ragn-Jensen og den lokale fotograf Jesper Holm-Sørensen.  

Vi slutter dagen med en gåtur langs vestsiden af Bølling Sø, hvor vi kommer forbi den klassiske Klosterlund-boplads (som da den blev udgravet i 1936 var Danmarks ældste), den nu oversvømmede trædestensrække samt bopladserne og udsigtspunktet ved Dværgebakke. 

Bussen afgår kl. 12.30 fra Gl. Skolevej bag Tekstilmuseet og er retur i Herning kl. 17.30.

Deltagerpris: 200 kr. for medlemmer af Museumsforeningen for Museum Midtjylland, Herning & Historisk Forening (inkl. entre til Klosterlund Museum). 

300 kr. for ikke-medlemmer (inkl. entre til Klosterlund Museum). 

Deltagerprisen omfatter også kaffe og kage. 

Køb af billet skal ske senest her på siden d. 3. juni eller i museumsbutikken på Tekstilmuseet, Vestergade 20, Herning. 

Der er begrænset antal pladser i bussen og det er efter ”først-til-mølle”-princippet.

Køb billetter

Er du medlem af Museumsforeningen for Museum Midtjylland Herning eller Historisk Forening kan du købe billet til medlemspris.